En lærke letted

Mads Nielsen / Mathias Christensen

Solist: SAGA Vokalensemble

 

En lærke letted, og tusind fulgte,

og straks var luften et væld af sang.

De tusind tårne tog til at tone,

så landet fyldtes af klokkers klang,

og byer blomstred i rødt og hvidt,

og det var forår og Danmark frit.

 

Det var en morgen som tusind andre

og ingen morgen i tusind år,

da Danmark vågned med klare øjne

til glædestimer og frimandskår,

og landet lyste fra sund til klit,

for det var forår og Danmark frit.

 

Vi mindes stille de tapre døde,

hvis navne lever i Danmarks navn,

og takken søger til dem, der segned',

og dem, der sidder med tunge savn.

Gud trøste dem, der har lidt og stridt,

til det blev forår og Danmark frit.

 

Men du, som styrter de stoltes riger

og løser fangne af bolt og bånd,

dig flyver hjerternes tak i møde,

vor skæbne er i din stærke hånd.

Nu er det forår og Danmark frit.

Velsign det, Herre, fra sund til klit.

Danmark frit

Der er skrevet bemærkelsesværdigt få sange om besættelsen, men Mads Nielsens ’Danmark frit' / 'En lærke letted’ fra 1945 er en af de sange, folk har taget til sig om befrielsen og som er blevet en af vore klassiske nationale sange. Lærken er et symbol på Danmark, men er også brugt som symbol på forårets komme og dermed glæden og håbet. Glæden er dog iblandet sorgen over dem, der har sat livet til. Mads Nielsen var apoteker i Kolding 1943-53. Han havde skrevet en del digte og sange, som især blev flittigt brugt i den kristelige ungdomsbevægelse. Derfor var der god grund til, at han modtog en opfordring fra KFUM til at skrive en sang om Danmarks befrielse.