Septembers himmel er så blå

Alex Garff / Otto Mortensen

Solist: Signe Asmussen

 

Septembers himmel er så blå,

dens skyer lyser hvide,

og lydt vi hører lærken slå

som før ved forårstide.

Den unge rug af mulden gror

med grønne lyse klinger,

men storken længst af lande fór

med sol på sine vinger.

 

Der er en søndagsstille ro

imellem træ'r og tage,

en munter glæde ved at gro,

som var det sommerdage.

Og koen rusker i sit græs

med saften om sin mule,

mens bonden kører hjem med læs,

der lyser solskinsgule.

 

Hver stubbet mark, vi stirrer på,

står brun og gul og gylden,

og røn står rød og slåen blå,

og purpursort står hylden.

Og georginer spraglet gror

blandt asters i vor have,

så rigt er årets sidste flor:

oktobers offergave.

 

De røde æbler løsner let

fra træets trætte kviste.

Snart lysner kronens bladenet,

og hvert et løv må briste.

Når aftensolen på sin flugt

bag sorte grene svinder,

om årets sidste røde frugt

den tungt og mildt os minder.

 

At flyve som et forårsfrø

for sommerblomst at blive

er kun at visne for at dø,

kan ingen frugt du give.

Hvis modenhedens milde magt

af livet selv du lærte,

da slår bag falmet rosendragt

dit røde hybenhjerte.

En mening med livet

Alex Garff (1904-1977) skrev sangen en søndag morgen i 1949 på Ry Højskole. Alex Garff var forfatter, oversætter og gymnasielærer på Randers Statsskole og senere på Aurehøj Gymnasium. Digtet fanger meget nærværende farver, lyde og fraværet af travlhed og planer for dagen på en stille septemberdag. I den søndagsstille ro er der plads til en særlig opmærksomhed og refleksion, og netop det må være meningen med livet. Den folkelige komponist Otto Mortensen har skrevet den smukke melodi. Han står bl.a. også bag melodierne til ’Du gav os de blomster’, ’Kringsatt af fjender’, ’Du danske sommer jeg, elsker dig’.